M&C Derude - Efteråret 2008
Nu var tiden endelig ved at være kommet til at vi skulle til Belgien igen.
Hen over sommeren havde vi lavet lidt aftaler her og der, men vi måtte også
sande at man ikke kunne nå alt på en forlænget weekend. Vi ville gerne besøge et
par venner, så der skulle være tid til at besøge dem ordentligt.
Vi havde bl.a. aftalt med M & G Casaert, at vi skulle besøge dem på dagen for
årets sidste nationalflyvning fra Gueret 6/9. De havde inviteret os til at komme
og overvære flyvningen. Super! Vi skulle også forbi et par andre gode venner
fordelt fra Sydbelgien til Nordholland, så der skulle i hvert fald køres nogle
kilometer (selvom vi sidste gang svor at vi aldrig ville gøre det mere ;-)).
Vi kørte fredag formiddag og skulle i første omgang på besøg hos vores gode
ven Herman Beverdam. Der var ikke længe til at vi skulle afholde en auktion med
duer fra ham, så vi havde aftalt at vi så kunne se nogle af dem, som Herman
havde sat til side til os. Tiden gik godt, men som sædvanligt var der problemer
før, i og efter Bremen – vi bringer lige et godt råd: hold jer væk fra Bremen
fredag over middag; der er tilsyneladende altid andre, der også skal bruge
vejene på dette tidspunkt – nå, men vi kunne jo ikke andet end at tage den
med ro og vente på at tingene løsnede sig igen.
|
Magico - 1.Nat. Esdue Mellemdistance Holland 2006. |
Vi ankom til Herman kl. 16.30, så efter et glas cola og en kvart tærte med
flødeskum pr. mand (bøvs!), tog vi til ”The Farm”, som ligger 2 minutter væk.
Her skulle vi lige kigge lidt på duer til auktionen. Som altid bugnede stedet af
duer, men igen måtte vi bare indrømme at denne mand kunne passe duer – til trods
for at duerne gik meget tæt, var der en god sundhed over alle duer, som vi så.
Ungerne til vores auktion gik i et eget rum, så de havde mere plads, så her var
sundheden selvfølgelig også i top. Det var overvejende unger fra Hermans Flor
Engels duer og hans Ad Schaerlaeckens duer. Vi kunne virkeligt mærke at det var
hans nye passion – Ad Schaerlaeckens duer – og dette var med god grund. Duerne
havde virkeligt vist sig vigtige for Herman på hans flyveslag. I krydsning med
Flor Engels, Janssen, Reynaert, ja mange forskellige stammer gav disse duer
resultater på slaget. Øjnene var selvfølgelig også rettet mod andre slag, så
Herman havde sidste år købt ”Magico” – 1. Nat Esdue Holland Mellemdistance 2006
– en ”ren” Ad Schaerlaeckens due, barnebarn ”Orleansdoffertje” og oldebarn
”Wounded Knee”.
Vi fik en masse af disse Schaerlaeckens duer i hånden – og stilen var den
samme – små duer med forholdsvis korte vinger – bred indervinge, korte slagfjer
sammenlignet med vores egen Van Loon duer – gode øjne, god muskulatur og
vitalitet.
Tiden nærmede sig 18.00, så Herman måtte i klubben med duerne, men først
skulle de pakkes – og det kunne vi da lige hjælpe med. Han manglede at finde 6
hununger, så vi 3 valgte sammen 6 gode hununger – igen overvejende krydsninger
mellem Flor Engels/Schaerlaeckens/Reynaert. Lækre hununger!
Vi var egentlig på vej videre, da Herman bad os om at køre med i klubben – vi
blev enige om at tage med nu vi var på tur – satte os i bilen og kørte bagefter
Herman. 75 meter nede af vejen kørte Herman ind i en indkørsel – så var vi i
klubben !! ;-) Det var tæt på! Vi brugte længere tid på at parkere bilen, end
det ville have taget os at gå fra Hermans hus.
Det var et dejligt klubhus – ca. 30 medlemmer – og vi fik mulighed for at
tale lidt med nogle af de ”hårde” fyre i klubben. Herman var selvfølgelig en af
dem med bedste resultater, men der var hård konkurrence, så han var ikke altid
mester. Hårdt område med duer – inden for radius af 10 kilometer boede her 400
konkurrenter!
Lidt senere kørte vi videre til en anden klub i nabobyen Almelo, hvor vi lige
skulle hilse på Enrico Doldersum. En ung fyr (på vores alder ;-)) som vi har en
god kontakt til. Vi skulle møde ham i hans klub – også en hyggelig klub, som
også fungerede som billardklub. En god kombination – mange medlemmer var medlem
begge steder – og kunne så efter dueindlevering og udregning tage et slag
billard.
Efter et par timer her kørte vi videre – vi havde en tidlig aftale i Belgien
og ville derfor køre lidt syd på til Eindhoven før vi skulle overnatte. Vi havde
valgt et ”Den Valk” hotel - i Holland en meget flot hotelkæde som vi gerne
vil anbefale; rimelige priser ca. 100 euros pr. dobbeltværelse med morgenmad;
stort værelse med gode senge og en overdådig morgenbuffet – vi kendte
standarden og prioriterede en god seng at sove i og en solid morgenmad, når
vores program var så hårdt.
Tidligt lørdag morgen gik turen videre til Poppel – vi skulle besøge vores
gamle ven Louis Van Loon. Han havde på forhånd sagt at han ikke havde duer til
salg, men vi ville gerne besøge ham og vise ham et par billeder af vores egen
Van Loon duer. Han kunne godt li’ billederne, men han er ikke sådan at imponere
– han svarede tørt og konstaterende: ”flot, flot, flot, men skønhed er ikke alt
– man skal have de gode linier”. Og han havde jo ret – duer kunne være flotte,
men hvis ikke resultaterne fulgte med, ville man jo ikke have dem. Van Loon var
ved at være gammel og havde stoppet for alle besøg, som førhen prægede hans
hverdag, så vi var meget beæret over at han stadig ville se os. Vi havde jo
efterhånden besøgt ham nogle gange, men var glade for at han stadig ville se os.
Som han havde fortalt os i telefonen, havde han ingen duer til salg, men vi
aftalte at vi skulle besøge ham til foråret og aftale nærmere. Vi var tilfredse
– det havde været hyggeligt at besøge vores ven i Poppel.
|
Sidste gang vi var i Poppel, tog vi en tur ind til De Bierschuur – og vi blev
hurtigt enige om, at vi også skulle forbi denne dag. Et hyggeligt
familieforetagende, hvor vi kunne købe mange spændende belgiske øl – en af vores
livretter ;-) Så selvom vi ikke fik duer med fra Poppel, hang bilen stadig lidt
med måsen, da vi kørte videre mod Sydbelgien.
Vi skulle videre til vores nye venner M & G Casaert i byen Nechin lige på
grænsen til Frankrig. Vi blev som altid modtaget af deres kæmpe schæfer – en
elefant af en hund! Det lyder som torden når den gør ;-)
Desværre var flyvningen fra Gueret udsat til dagen efter – kom faktisk først
ud om mandagen – så vi havde pludseligt god tid til at kigge og snakke duer. Vi
havde sat hele dagen af hos dem, så vi kunne få snakket lidt om deres pasning af
duer.
Men først skulle vi se duer. Vi startede på avlsslaget, hvor vi startede med
at se 5 helbrødre til vores ”Justin” (søn af ”Ultra” og ”Dior”). Det var en
utrolig stor glæde at se at de havde i alt 8 helsøskende til vores ”Justin” som
blev købt efter råd fra Maurice – faderen – og Grégory – sønnen – sidste gang vi
besøgte dem. Så var det virkeligt duer, som de selv troede på. Sidste gang vi
var der, var jo første gang, hvor vi mødte dem – de virkede som reelle og
troværdige mennesker, og vi havde fra dag et af tillid til dem, men dette
beroligede os ekstra meget. Samtidig havde de også søskende til vores ”Kylie”
(”Mistral” og ”Katia”) og ”Prince” (”Nasdaq” og ”Maranello”) så det var skønt at
se, at vi hjemme havde samme basisduer, som de nu havde på deres avlsslag efter
deres totalsalg sidste år.
|
Footsie - 1.Nat. Bourges 2008. |
|
Footsie - lidt tættere på. |
Vi havde på forhånd bestilt 2 hunner i blandt den flok af duer fra 2007, som
de havde lagt til for at starte på en frisk. Vi havde fået lov til at købe dem,
hvis Casaert kunne få lov til at avle på dem i sæsonen 2008, og da vi ikke kunne
komme før nu, passede det jo perfekt. Den ene ”Duffy” (dobbelt barnebarn ”Nasdaq”)
blev fløjet som unge med 8 placeringer på 8 flyvninger. Den anden ”Shania”
(”Gamin” x ”Prunelle”) var ikke kapfløjet, men hendes værdi steg betragteligt da
hendes helbror blev 3. Nat Bourges af 13.472 duer samme dag som Casaert også
blev 1. Nat Bourges med ”Footsie”. Og det var godt at se at selv samme ”Footsie”
nu var parret med endnu en helsøster til ”Shania” – i alt var der 4 helsøskende
tilbage på slaget – den der blev 3. Nat. Bourges blev samme dag solgt til Kina.
Så vi var alle 4 tilfredse med vores køb – skønt at mærke at Maurice og
Grégory også synes at det var godt, at vi havde fået de rigtige duer. Grégory
stod dog klar til at købe begge hunner tilbage, men vi valgte nu at tage dem med
til Danmark ;-)
Vi havde en skøn dag – og fik gennemtalt en masse ting – mest om duer ;-) Vi
synes, at det var meget spændende at høre om deres teorier og tekniker – men de
ville begge også gerne høre om hvordan vi gjorde det. En meget hyggelig
eftermiddag i selskab med Casaert – og deres hund!
Sidst på eftermiddagen kørte vi nord over igen – vi havde 300 km til hotellet
i Holland - vi ville gerne køre i ordentlig tid, så vi kunne komme til hotellet
inden det blev alt for sent – så var der også tid til at fordøje dagens indtryk
akkompagneret af en god bøf.
Morgenen efter var det op igen – vi skulle lige besøge et par gode venner på
vejen hjem. Først forbi Hatty Roest, som gav en kop kaffe – dernæst forbi vores
meget gode venner Brdr. Koehoorn, som selvfølgelig også skulle have et besøg,
når vi var i nærheden.
|