M&C Derude - Foråret 1998
Så
var påsken endelig kommet - vi skulle til Belgien og se på duer.
Vores tur til Belgien gik over Tyskland til Luxembourg, hvor vi havde vores
første stop. Det var jo en ferietur også, så vi tog til Luxembourg for at
se lidt af den lokale kultur nede i Mosel-dalen. Men vore tanker gik til
Belgien, og da vi havde lavet en aftale med en duemand i Lier, tog vi allerede
af sted næste dag fredag til Belgien. Vi fik os indlogeret tæt på den by,
hvor vi skulle mødes lørdag for at besøge forskellige topslag i
lokalområdet. Da vi fredag aften havde spist, kontaktede vi den duemand, som
vi skulle mødes med om lørdagen for at få aftalt et mødested, men der
ventede os en stor skuffelse. Det viste sig nemlig, at han ikke havde tid (han
havde nok glemt vores aftale) og skulle på arbejde. Her havde vi så kørt
1000 kilometer - stod midt i Belgien - og havde pludselig ingen holdepunkter.
Vi havde ingen idéer - hvad skulle vi nu? Det var et par noget slukørede
danskere, der næste dag vågnede op til den lørdag, som skulle have været
toppen af kransekagen, men vi blev enige om, at vi ikke ville lade os slå ud
af det. Så ville vi prøve på egen hånd i det samme område, som vi nu
boede i. De lokale måtte da kunne hjælpe? Problemet var bare, at vi ikke
kunne blive på det hotel, som vi boede på. Der var en meget stor
international udstilling i Antwerpen, som havde trukket så mange mennesker
til, at alle hoteller i forstæderne til Antwerpen var helt booket. Så vi
måtte sætte os i bilen og kører i sydlig retning væk fra Antwerpen - se
efter overnatningsmuligheder - og se efter spændende ting, nu vi var af sted.
Og vi kørte og kørte - rundt og rundt - kiggede lidt i en forretning, hvor
de solgte reder, fodertrug og andre dueartikler, men det gav os ikke helt den
store tilfredsstillelse. Til sidst havde vi kørt helt til Westmalle og dagen
var ved at være gået - så tænkte vi, at vi kunne finde et hotel her og se
lidt på den ølproduktion, som Westmalle er kendt for. Der var sandelig et
hotel og vi bookede os ind selv om det var noget dyrt. Efter vi havde pakket
ud, gik vi ned i restauranten for at få en øl. Vi var noget så skuffede -
det var ikke helt til at skjule - her sad vi lørdag eftermiddag kl. 4 i
Westmalle og skulle kigge på øl - vi havde ikke set en eneste due på
nært hold og vi skulle hjem dagen efter. Det virkede som en masse kilometer,
penge og tid var spildt. Hotelejeren spurgte os, hvad vi skulle i Belgien, og
vi fortalte vores sørgelige historie. "Jamen, ligger der ikke en
dueforening her i Westmalle?", spurgte han sin kone, og det mente hun da
helt sikkert, at der gjorde. Og pludselig så vi en mulighed for at få set
nogle duer. Hotelejeren tog lige telefonen og ringede og 5 minutter senere var
vi på farten i skarpt trav ca. 500 meter ned ad vejen. På bagsiden af et
hus havde vi fået fortalt, at der skulle være en dør, som var indgang til
dueforeningen. Og ganske rigtigt - der var en dør - men der stod intet, der
var ingen ringeklokke, ingen vinduer - det lignede allermest en bagindgang til
et værksted. "Skal vi?", spurgte vi hinanden og tog i døren. Den
var åben - og inden for døren stod et par duekasser. Vi listede forsigtigt
ind og kom ind i et stort rum, hvor der var nogle borde og stole. På væggen
var der en stor resultattavle, og vi kunne se, at det var en brevdueforening
med ca. 50 medlemmer. I den ene ende af lokalet var der en kæmpe bar og i den
anden ende var der pakkeplads. Der var godt nok helt tom for mennesker,
bortset fra en gammel kone, som sad midt i lokalet og strikkede. Hun så noget
forbavset ud og begyndte at tale til os på flamsk. Vi forstod ikke noget, men
efter nogen tid, fik vi forståelsen af, at alle medlemmer kom om en time kl.
18. Vi blev enige om, at vi ville gå en tur for at se på byen og komme
tilbage. Nu var det ikke noget problem at tage en gåtur i en lille by - vi
øjnede pludselig chancen for at denne tur kunne blive reddet.
|
Nede i bunden ses pakkepladsen |
Klokken 18.05
trådte vi ind i lokalet igen og nu var der gang i foreningen. Der sad vel 30
medlemmer ved bordene og snakkede, men snakken forstummede godt nok noget, da
vi trådte ind i lokalet. Vi fik øje på den kone, som vi havde mødt
tidligere - hun smilte og sagde et eller andet på flamsk ud i lokalet. Så
startede snakken igen og vi satte os forsigtigt i hjørnet af lokalet.Efter
nogen tid begyndte nogle af mændene at tale til os, og vi fik efterhånden en
fornuftig snak i gang på en blanding af
|
Læg mærke til baren ved bagvæggen |
engelsk, tysk, flamsk og tegnsprog.
Vi fortalte dem vores historie og fortalte dem, at vi nu var interesserede i
at købe duer fra nogle af disse mænd. Vi fik hurtigt fortalt, at vi skulle
købe duer af den bedste, og der blev peget på en mand på omkring 65 år. I
løbet af den næste time udspillede der sig nærmest en scene fra en
gangsterfilm - vores spørgsmål og forslag til handel gik gennem flere led,
og der blev handlet frem og tilbage. Vi syntes, at denne mand havde en noget
fjendtlig holdning, så vi var meget tilbageholdende, men til sidst fik vi da
en aftale i hus. Vi skulle mødes hos ham - ca. 1 kilometer væk - næste
formiddag for at se duerne komme hjem fra flyvning og for at se på nogle
unger, som han havde til salg. Vi var meget lettede - nu skete der noget på
vores tur.Næste formiddag tog vi af sted, og vi blev budt indenfor hos
denne duemand. Og alle vore forventninger om en meget professionel tone og et
"business"-agtigt møde forsvandt, da vi så duemandens og hans
kones glade ansigter. Han havde åbenbart bare været genert og ydmyg i
dueforeningen, for vi blev modtaget så varmt og så godt med det helt store
kaffebord, da vi kom ind i køkkenet. Her var et væld af forskelligt belgisk
chokolade og kager. Så vi satte os ned og prøvede at få en samtale i gang.
Det gik nogenlunde, da konen var udmærket til engelsk, og hun fortalte, at de
havde ringet efter sønnerne, så vi endnu bedre kunne kommunikere. En halv time senere kom en af
sønnerne, så vi kunne få udløb for de mere tekniske spørgsmål. Lidt senere
bad duemanden os om at komme med ud i baghaven. Han havde på tekst-tv set,
hvornår duerne var sluppet og havde regnet ud, at de skulle til at være her.
Et par minutter senere var vi klar til at modtage duerne - vi stod musestille
i det ene hjørne af baghaven - vi ved jo hjemmefra, at nogle duemænd kræver
fuldstændig ro i haven, og vi ville i hvert fald ikke være til besvær - men
der blev taget roligt og naturligt på tingene - "duerne er jo vant til,
at vi færdes i haven", sagde sønnen. Nogle minutter senere kunne vi
se de første duer i luften, og det så ud til, at der var to duer, der slog
fra. Duemanden fløjtede - de brugte dommerfløjter - og fløjtede, og duerne
slog ned, landede og gik ind. Bagefter "fløj" duemanden ind for at
trække gummiringen af og stemple duen. Han så rimelig tilfreds ud, da han
igen stod på græsplænen - han mente, at de to duer var godt placeret - og
det var da også først nu, at man kunne høre fløjterne fra de andre
duemænd i nabolaget. De næste 15 minutter kom duerne hjem, mens vi hyggede
os i solen med en sodavand - der var nu dejligt i Belgien! Her efter
gennemgik vi duerne - og det var alle duer - vi fik lov til at se alle de duer
vi ville. Det betød ikke noget, om det var flyveduer eller avlsduer
|
Alle de små rum indeholder 6 redepladser |
- vi fik
alle dem i hånden, som vi ville se, mens duemanden fortalte og fortalte på
flamsk, og sønnen oversatte til engelsk. Nogle af de ting, som vi bed mærke
i, var at der ikke var ret mange duer på hvert slag. For det meste var der
3-4 duer i hvert slag, som var beregnet til 6 par. Hver due havde meget luft
omkring sig. Duemanden fortalte også, at han sorterede sine duer efter 1.
pladser - han vidste at duerne kunne blive nr. 1, så de duer der ikke blev
nr. 1 i en sæson, blev sorteret fra efter sæsonen. Og hvis en due havde
f.eks. fem 1. pladser, blev den sat i avlsslaget for at sikre den næste
generation.Vi ville gerne købe nogle unger af ham, som lige var klar til
at blive taget fra forældrene, så vi kunne flyve med dem, når vi igen kom
hjem og skulle starte sæsonen. Vi købte 5 unger, som vi var meget tilfredse
med. Vi fik mere kaffe og chokolade bagefter - der var en dejlig stemning i
det lille køkken. Alle 4 sønner var på besøg - de ville gerne lige se,
hvad det var for nogle skøre danskere, der havde kørt helt fra Danmark for
at besøge deres far. Vi fik også at se nogle af de mange pokaler, som var
blevet samlet i løbet af årene. De indgik som en naturlig del af pynten i
stuen og i køkkenet - og der var mange! Vi så også lidt på en masse
resultatlister, som der var blevet samlet i løbet af årene. Det var rigtig
hygge. Vi fik også spurgt, om de var interesseret i at få besøg en anden
gang. Et stort smil kom frem i både duemandens og konens ansigt - vi var
altid meget velkomne igen.
|
Søn, duemand og de to heldige danskere |
Vi måtte desværre køre mod Danmark til sidst -
selv om vi mest af alt havde lyst til at sidde og høre på denne duemands
historier i mange timer. Vi fik pakket bilen med de nye duer og satte kursen
mod Danmark. Og turen hjem gik godt - rigtig godt - vi var så glade - vi
havde jo fået så meget mere ud af den tur end vi havde drømt om. Tænk sig:
Her gik alle vore planer i vasken med besøg hos nogle slag i Belgien, hvor vi
nok ikke havde fået en due i hånden - og så fik vi et besøg hos en
lokal dueforening med så megen charme og idyl, at det er svært at forklare,
og bedst af alt: Vi fik et besøg hos en gammel erfaren duemand i brevduernes
hjemland, som ville åbne op for hele sit liv med duerne for os. Det kan ikke
måles og forklares - det skal opleves!Denne tur glemmer vi aldrig - det
var en kæmpeoplevelse, som vi ønsker for alle at opleve. Også selv om
lydpotten på hjemrejsen røg af midt på den tyske motorvej.
|