M&C Derude - OL 2009
Allerede tilbage i foråret 2007 besluttede vi os for at tage til
OL i Dortmund i 2009. Vi var simpelthen nødt til at tage af sted, når
arrangementet blev afholdt så tæt på Danmark.
Vi glædede os voldsomt – de sidste nætter før torsdag 15/1 blev
noget lange – spændingen sad i kroppen. Dels skulle vi til OL – dels skulle vi
på en forhåbentligt hyggelig tur med gode venner.
Torsdag efter arbejde kørte vi med vores 2 gode klubkammerater
Jan og Brian ned til Åbenrå, hvor vi skulle besøge Henrik Meldgaard. Her
gennemgik vi alle avlsduerne, og fik nogle gode diskussioner om de enkelte duer.
Vi elsker begge to at komme ud på andre slag og se de duer, som folk har bragt
til huse for forhåbentlig at gøre fremtidens resultater endnu bedre. Hvad er det
for nogle duer? Hvordan er de bygget? Hvordan er de i forhold til vores egne? En
glimrende måde at få sat gang i den øverste afdeling.
Dino og Henrik har på avlsslaget duer fra Jef De Wilder (inkl. deres berømte
1686-linie), Francois De Keyser, Klaus Stieneker, Van Elsacker-Jepsen, Flor
Vervoort, Hok Engels m.m. Og har her i vinteravlen sat duerne sammen i mange
spændende kryds.
Det blev selvfølgelig sent inden vi kom i seng, men det kan ikke
undgås at tiden flyver, når man snakker duer – det har vi måtte sande ;)
Fredag morgen sluttede Johs. Markussen og Finn Kornbeck sig til
os – og vi satte alle 7 kursen mod Dortmund.
![](graf_2009/indgang.jpg) |
Det var en flok forventningsfulde duefolk, der ankom. |
![](graf_2009/vue.jpg) |
Et vue ud over en af hallerne. |
![](graf_2009/aggerholm.jpg) |
N.P. Aggerholm fik bedste danske placering. |
![](graf_2009/fest.jpg) |
Der var gang i tyskerne. |
![](graf_2009/DJ-Anton.jpg) |
DJ Anton. |
![](graf_2009/nathalie.jpg) |
Der var mange slags duer (hvis I fik sådan en lille en?). |
![](graf_2009/auktion.jpg) |
En flot stor auktion. |
Turen gik fint over Bremen, forbi den ”legendariske” rasteplads
med restaurant over motorvejen, hvor vi selvfølgelig fik ”Ein schnitzel mit
pommes und jägersauce” og direkte til vores hotel, som lå 4 km fra
Westfallenhallen.
Efter en hurtig indlogering tog vi en taxa til hallerne.
Utroligt nok var det danskere, der tog i mod os, da vi steg ud af bilen – en
flok fra hovedbestyrelsen, som tilsyneladende ville satse i kommende sæson – der
var i hvert fald købte kraftig ind. Om det var duer eller kaniner, der var i
kasserne, kunne vi selvfølgelig ikke se, men vi havde vore anelser ;)
Ind røg vi af dørene – ind til alle de andre brevduevenner fra
hele verden. Også her var nogle af de første, som vi mødte, danske venner. Denne
gang fra Fyn, som også havde investeret i nye ”kaniner”.
Det skulle vise sig at være en god disposition at komme fredag.
Der var tilpas plads ved de enkelte stande, udstillerne havde tid og lyst til at
snakke med alle, og vi fik nogle gode oplevelser. Det var godt at få ”hands-on”
alle de ting, som man læser om på internettet eller i blade, som kan have svært
ved at præsentere produkterne på bedste måde. Det var bedre at se og røre.
Vi mødte også mange af vores venner fra vores online auktioner
eller fra vores ture gennem årene. Nogle havde også stande, hvor de solgte duer
– og der var godt gang i salget. Tilsyneladende fik mange udsolgt, så købere var
der nok af.
Der var også mange stande med skønhedsbrevduer – fantastisk
smukke brevduer, som er meget godt bygget, men som er så indavlede at deres
kundskaber som netop brevduer er forsvundet. Men udstilling af netop disse
skønhedsbrevduer er meget stort i Tyskland – faktisk var der flere
skønhedsbrevduer udstillet end almindelige brevduer i standardklasserne. Vi kan
sladre og sige så meget, at nogle af disse duer også går i Danmark nu – måske
skulle man indføre det i Danmark, så der kunne blive plads til et par
skønhedsbrevdue-klasser til vores landsudstilling i 2010??
Vi var selvfølgelig også forbi den olympiske udstilling – og de
danske duer. Det var skønt at Danmark endelig var repræsenteret – selvom en
dansk brevdue aldrig vil vinde konkurrencen, så synes vi at det er vigtigt at
Danmark, som brevduenation kommer ud blandt andre.
Bedste danske placering var til en due fra N. P. Aggerholm – som
nr. 36 i kategori B Mellemdistancen – men konkurrencen fra i sær de
østeuropæiske lande er så suveræn, at denne placering faktisk var flot.
F.eks. en af de allerbedste var vinderen i kategori D All Round fra Polen:
1/2673, 1/2372, 1/2196, 1/1595, 1/1541, 1/1528, 1/1312, 2/1571, 2/1528, 3/1951,
3/1725 – en koefficient på 9,8025 på 11 flyvninger – kan det lade sig gøre??? I
hvert fald ikke i Danmark.
Men, men Danmark skal da med til næste OL igen – det er en ære
for de danske repræsentanter, som de kan være stolte af. Og vi synes da også at
Danmark skal med i standardklassen ved næste OL.
Om aftenen var der venskabsaften i en fantastisk flot
glaskuppelhal. Der var mulighed for at købe lidt mad – eller hvad man skal kalde
det – og drikke og læne sig tilbage og nyde aftenen. Det var en hyggelig aften
og sjovt at opleve en tysk feststemning. Igennem aftenen blev der overrakt
medaljer og pokaler til forskellige tyske mestre.
Altså når vi skriver venskabsaften, vil vi tro at man hentyder
til venskabet blandt brevduevenner fra hele verden – og ikke til venskab til
musik – for det var virkelig en speciel og ikke særlig god oplevelse. En tysk
udgave af Keld og Hilda – Vita Bella Vista - åbnede med tyske slagere tilført
dansetrommer – utroligt nok populært i Tyskland med salg af over 900.000 cd’er.
Herefter overtog DJ Anton – en frisk fyr på ca. 60 år - mest af alt en krydsning
mellem den danske wrestler Asbjørn Riis (http://www.bjorns-wrestling.dk/) og DJ
Aligator (http://djaligator.mubito.com/djaligator). Det var heller ikke særligt
godt men stemning kunne han lave.
Allerværst blev det dog, da han yndige assistent fik lov til at synge ”Er hat
ein knallrotes gummibot” – huha, det var godt nok ringe.
Heldigvis gik kvalitet godt op af igen først med Roma Hervida og
et flot cirkusnummer af høj klasse og dernæst et dygtig tyrolerband Münchner
Zwietracht – selvom tyrolermusik måske ikke lige er en danskers foretrukne
partymusik, må vi indrømme at de var dygtige.
Det allerbedste var dog konferencier Natalie Langer som med sit
naturlige udseende havde god kontrol over tilskuerne.
Efter en sjov aften tog vi fornuftigt tidligt hjem, så vi kunne
være friske til lørdag.
Lørdag morgen kl. 9 stod vi igen midt i hallerne – og der var
skruet godt op for mængden af mennesker. Der var blevet noget mere trangt rundt
om standene, men der var stadig meget, som vi skulle se, som vi ikke nåede om
fredagen. Det tager mindst 2 dage at komme igennem det hele.
Kl. 11.00 var der samling til auktion i en stor hal – flot, flot
auktion med video på storskærm af duerne og en veloplagt auktionarius: ”1000
euros zum eersten, 1000 euros zum zwoten – keine bieden mehr – 1000 euros zum
aller aller letze mal”. En flot flok duer kom under hammeren under bevågenhed af
rigtigt mange mennesker. Den dyreste due som blev solgt mens vi var der, var en
due fra Andreas Drapa, Tyskland, som gik for den nette sum af 5000 Euros.
Herefter fortsatte vi vores tur rundt på forskellige stande
indtil kl. 16.30, hvor vi tog tilbage på hotellet. Vi skulle lige nette os,
inden vi skulle til aftenens gallamiddag.
Kl.19.00 blev dørene åbnet til den store glassal igen – denne
gang med opdækning på 8 mands borde til over 5000 mennesker – wauw – sikke et
setup.
Så fik vi serveret en 3 retters menu – tysk mad er altså
specielt. En tomat-minestrone til forret var lækkert, men nede i suppen lå en
kødbolle svøbt i kokos – det var specielt. Hovedretten var lækker, men så kom en
speciel dessert, som mest af alt mindede om en julekage med sukat udført som is
med tilhørende skovbær coulis tilsmagt med oregano – det kan man da ikke?
Men det var en fantastisk aften – flot program – og denne aften
god musik. Det var Stars in Concert – et stort band, hvor medlemmerne på skift i
flotte kostumer og rette sminkning optrådte som navne som Cher, Sting, Dusty
Springfield og Abba – det var kanon godt og gav sammen med vores veninde Natalie
Langer en perfekt stemning i salen.
Vin og øl ad libitum hjalp selvfølgelig også på stemningen – og
vi havde da også medlemmer af vores rejsefølge, som blev lidt trætte omkring kl.
23 ;-)
Turen hjem var hyggelig – og vi fik snakket lidt om de mange
indtryk – selv om der ofte var stille bilen. Det er hårdt at være på en hel
weekend uden de store pauser, men vi vil gøre, hvad vi kan for også at komme med
til OL 2011 – og vil anbefale det varmt til andre, som evt. er blevet fristet
(vi kan dog ikke love at Nathalie Langer bliver konferencier i 2011).
|